Aalborg pengeskabsfabrik A/S har de senere år vist rigtig gode takter med en stigning i kursen på over 50% over de seneste 3 år. Direktøren forklarer fremgangen med, at flere store satsninger er gået godt, uafhængigt af hinanden. Den umiddelbare konsekvens bliver nu, at fabrikken i første omgang udvider med en helt ny lakeringshal, formentlig efterfulgt af yderligere lagertilbygning allerede næste år.
Pengeskabene har succes på tre fronter
En af de satsninger, der har vist sig lukrative, er fokus på eksport til Østeuropa. ”Der er ikke meget raketvidenskab i at gennemskue, at stigende velstand medfører øget behov for pengeskabe”, mener direktøren. Det er angiveligt især de mindre indbygningsskabe til private hjem, der sælger rigtig godt på det østeuropæiske marked.
Dernæst er forbindelserne til det danske marked blevet styrket med en benhård indsats, som har haft til formål at tilbageerobre markedet fra udenlandske leverandører, som ellers har haft kronede dage. Den danske pengeskabsfabrik har gennem de sidste par år holdt møder med alle større danske forhandlere, hvor der bl.a. er arbejdet med at dokumentere de danske pengeskabes kvalitetsmæssige overlegenhed.
Sidst, men ikke mindst, er hele produktionslinjen i Aalborg blevet rationaliseret. Virksomheden kan nu producere op mod 20% mere med samme arbejdsstyrke, og det har gjort det muligt at sænke priserne og dermed forbedre konkurreceevnen. ”Vi er stolte af, at effektiviseringerne er gennemført uden tab af arbejdspladser overhovedet”, fortæller direktøren, som ydermere lover yderligere arbejdspladser, så snart den nye lakeringshal står klar til efteråret.